Det Danske Institut i Athen har til formål at fremme de kulturelle bånd mellem Danmark og Grækenland gennem forskning, undervisning og kulturformidling inden for Grækenlands og Middelhavslandenes arkæologi, historie, sprog, litteratur, billedkunst, arkitektur og kulturtraditioner. Se vedtægter her.
Instituttet er en almennyttig, selvejende institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Nationalmuseet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet samt Undervisningsministeriet bidrager til finansieringen.
Vi opfylder vores formål som både forskningsinstitution og kulturinstitut dels gennem Instituttets egen forskning og facilitering af forskningsprojekter og foredrag, dels ved at arrangere koncerter, udstillinger, performances mm. med danske og græske kunstnere. Endelig giver Instituttet ophold til kunstnere og forskere. I samarbejde med de øvrige nordiske institutter, driver Instituttet Det Nordiske Bibliotek, der er et fælles forskningsbibliotek.
Det Danske Institut i Athen er anerkendt af det græske Kulturministerium som arkæologisk skole, hvilket er en forudsætning for, at danske arkæologer kan opnå tilladelse til at udføre feltprojekter i Grækenland.
Den daglige ledelse af Instituttet varetages af direktøren og vicedirektøren. Større beslutninger foretages i samråd med bestyrelsen for Instituttet. Bestyrelsen består af 9 medlemmer. Læs mere om bestyrelsen her.
Bestyrelsen ønsker, at DIA prioriterer at tiltrække et større, eksternt finansieret og gerne tværfagligt forskningsprojekt på internationalt niveau og med lederen siddende i Athen. DIA’s egen forskningsindsats har hele den græske antiks og dennes efterliv som sit centrale punkt. Nyere tids græske historie og kultur er dog ikke dermed udelukket. Tildelingen af stipendier skal afspejle disse målsætninger i videst muligt omfang.
Bestyrelsen ser derudover gerne tilknytning af post. doc-s med feltprojekter eller ph.d.-studerende inden for instituttets områder.
Vigtigste handlinger
Instituttet søger aktivt at tiltrække projekter eller indkalde ideer til projekter fx ved at skaffe `seed money´.
Direktionen kontakter systematisk og ud fra liste de relevante miljøer i Danmark og undersøger, om der kunne være mulige græske eller nordiske partnere.
Bestyrelsen finder det nuværende samarbejde med danske gymnasier, universiteter og museer særdeles værdifuldt og ser det gerne fortsat og om muligt udvidet med nye kurser, der som antikkurset udnytter instituttets beliggenhed.
Vigtigste handlinger
Direktøren tager kontakt til og træffer aftaler med ledelsen, dekan/ institutleder/ studieleder på de tre involverede universiteter om eventuelle planer og giver ideer til samme for kurser/ ekskursioner til Grækenland.
Bestyrelsen ønsker kulturarbejdet og kulturformidlingen fokuseret og for markant størstedelens vedkommende centreret omkring moderne kultur. Bestyrelsen finder at dette arbejde i væsentlig grad skal opgraderes, så der under brede, men veldefinerede relevante temaer arrangeres kulturmøder mellem danske og græske kunstnere i form af udstillinger, foredrag, workshops, koncerter, opsætninger og lign. Det gensidigt befrugtende samspil er et helt afgørende kriterium.
Vigtigste handlinger
Første tema kunne være Ny materialitet, idet der her allerede er et arbejde i gang med en udstilling inden for moderne billedkunst. Temaet kunne inddrage flere andre kunstformer som fx litteratur, drama, arkitektur og byrum, kunsthåndværk og musik.
Det tilstræbes, at aktiviteterne gøres kendte i Danmark gennem dublering eller på anden måde. De planlagte aktiviteter indarbejdes i den årlige ansøgning til Kulturstyrelsen, idet deres gennemførelse i høj grad forudsætter ekstern finansiering. Aktiviteterne støttes gennem tildelingen af stipendier.
Beretning 2021-2022
Beretning 1994-1995 som tryk
Beretning 1992-1993 som tryk
Det Danske Institut i Athen er oprettet 2. april 1992. Oprettelsen af Det Danske Institut i Athen var et resultat af mange års arbejde på initiativ af medarbejdere ved Nationalmuseets Antiksamling. På det tidspunkt måtte danske arkæologer i Grækenland arbejde med det Svenske Institut, og både Norge og Finland havde truffet beslutninger om oprettelsen af institutter i Athen. Oprettelsen af et Dansk Institut med anerkendelse af det græske kulturministerium ville både muliggøre dansk videnskabeligt arbejde i Athen og samarbejde med de øvrige nordiske institutter i byen. Instituttet blev oprettet i et samarbejde mellem Nationalmuseet og bl.a. danske universiteter. Det var fra begyndelsen intentionen, at Det Danske Institut i Athen både skulle være en forskningsinstitution og et kulturinstitut.
I begyndelsen havde Instituttet hjemme i en bygning i Kavalotti-gaden i kvarteret Koukaki, 15 minutters gang fra dets nuværende placering. Instituttet er nu centralt beliggende i Plaka ved østskråningen af Akropolis i en smuk neoklassicistisk bygning fra det 20. århundredes begyndelse. Instituttets nuværende bygning blev indviet på Instituttets og H.C. Andersens fødselsdag d. 2. april 1993. Bygningen, som ses på billedet øverst, var en gave fra Carlsbergfondet.
Receptionen
Mødelokale med håndbibliotek
Udsigt til Akropolis fra Instituttets frokoststue
Gårdhaven, Herefondos
To år senere, i 1995, udvidedes Instituttet med naboejendommen Herefondos 12, ligeledes skænket af Carlsbergfondet. Denne ejendom renoveredes som gæstehus med tre stipendiatværelser. Bygningen ses bagerst i billedet øverst.
I oktober 2000 indviedes en ny bygning med auditorium og kontorer i tilknytning til de to ældre huse. Bygningen er en gave fra Velux Fonden. Instituttet råder desuden over et gæstehus i Maggina nr. 1. Det ligger 3 minutters gang fra metrostationen Neos Kosmos. Huset er skænket af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Velux Fonden og Ny Carlsbergfondet har støttet istandsættelsen og møbleringen. Gæstehuset i Maggina indeholder en stor lejlighed med tre stipendiatværelser samt en lille selvstændig studiolejlighed, og det har en stor tagterrasse med adgang fra begge lejligheder.
Man kan læse mere om Instituttets oprettelse og tidlige liv i den bog, der blev udgivet i forbindelse med dets 25-års jubilæum i 2017.
Se flere billeder af Instituttets bygninger under faciliteter.
Indgangen til auditoriet, indviet i 2000.
Auditoriet
Gæstehuset i Maggina, Neos Kosmos
Tagterrassen i Herefondos
Instituttets første direktør Søren Dietz opsætter sammen med Øyvind Andersen, direktøren for det nyoprettede Norske Institut i Athen, mindeplader på instituttets facade. Foto: Bodil Bundgaard Rasmussen.
Herefondos 12, renovering i 1995