I 2005 etableredes det tre-årige Pelion Cave Project under Det Danske Institut i Athen i samarbejde med Eforatet for Palæoantropologi og Huleforskning i Nordgrækenland under det græske kulturministerium. Projektleder er arkæolog Niels H. Andreasen. Formålet med undersøgelsen er at belyse mangfoldigheden, kompleksiteten og udviklingen i anvendelsen af huler på Pelion-bjerget i Thessalien, hovedsageligt fra slutningen af den Osmanniske periode (1881) og op til i dag.
Husdyrhold, lokalhistorie og folkeminder relateret til huler er sjældent blevet systematisk dokumenteret regionalt. Selvom de fysiske spor og viden om brugen af huler er hastigt ved at forsvinde udgør huler stadig et værdifuldt kildemateriale vedrørende ændringer i den lokale og regionale økonomi og husdyrbrug. Undersøgelsen på Pelion udgør en enestående chance for at stille en række nøglespørgsmål af både antropologisk og historisk interesse og har vist nuancer i brugen af hulerne, der ellers ville forblive uopdagede. Projektets metodik indbefatter arkæologisk survey, systematiske overfladeopsamlinger fra hule-gulvene, lokalhistorisk research og interviews med lokalbefolkningen.
Alafoklisi, Pelion
Undersøgelserne på Pelion-bjerget fra 2006-2008 lokaliserede omkring 160 huler og rockshelters og indsamlede et rigt etnografisk materiale. Det er nu muligt at konstruere en model baseret på data fra Pelion, der kan vise, hvordan ændringer i den agrare økonomi og stigende industrialisering, kombineret med sociale forandringer og betydningsfulde historiske begivenheder efterlader specifikke spor ved brugen af huler.
Det arkæologiske og etnografiske feltarbejde er finansieret af Institute of Aegean Prehistory, THE J.F. COSTOPOULOS FOUNDATION, Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond og Augustinus Fonden.Videnskabelig bearbejdning og publicering af projektet som engelsk-sproget monografi (forventet 2016) er muliggjort på baggrund af en bevilling fra Det Frie Forskningsråd.