ANSØGNING OM OPHOLD

Det Danske Institut i Athen bevilliger ophold og stipendier til forskere, studerende, gymnasielærere, forfattere, arkitekter, kunstnere, filminstruktører, koreografer og andre med projekter med relation til Grækenland eller Middelhavsområdet. Læs mere om ansøgning og frister herunder.

Ansøgning om ophold

Link til ansøgningsportal

Vi har nu åbent for ansøgninger om ophold for perioden 1. februar - 31 juli 2026. Klik på linket nedenfor og følg vejledningen. Deadline for ansøgning er i år d. 28. september.

Mere information og vejledning findes længere nede på denne side.

Ansøg om ophold her

Næste ansøgningsfrist er 28. September 2025.

Ansøgningsfrist

Instituttet har to faste ansøgningsfrister:

  • 10. februar for ansøgninger vedr. efteråret (1. september – 31. januar)
  • 10. september for ansøgninger vedr. foråret (1. februar – 31 juli). I 2025 ændret til d. 28. september.

Svar på ansøgninger for efteråret kan normalt forventes i slutningen af maj, mens svar på ansøgninger for foråret kan forventes i slutningen af november.

Tildelingen af ophold og stipendier foretages af Bestyrelsen for Det Danske Institut i Athen.

Hvad kan man søge om?

Ophold kan søges af forskere, studerende, kunstnere, forfattere og arkitekter m.fl. med et projekt inden for Grækenlands og middelhavslandenes arkæologi, historie, sprog, litteratur, billedkunst, arkitektur og kulturtraditioner.

Der er flere typer ophold, som henvender sig til forskellige grupper.

  • Ansøgere med fast indtægt, typisk forskere, arkitekter, gymnasielærere m.fl. kan søge om ophold af 1-2 måneders varighed. Her betaler man et beløb til delvis dækning af omkostninger. Se priser her.
  • Ansøgere uden fast indtægt, fx forfattere, kunstnere og studerende kan søge om frit ophold i 1-2 måneder. Frit ophold på DIA støttes af Ny Carlsbergfondet. Specialestuderende kan desuden søge om et 2-måneders ophold med stipendium.

Det er muligt at søge mindre end en måned og også at angive ønske om specifik dato. I så fald vil man blive bedt om man angive begrundelsen i ansøgningssystemet.

Bemærk at det i foråret 2026 ikke er muligt at søge om tre-måneders ophold med stipendium, ligesom det heller ikke er muligt at søge et særligt stipendium for gymnasielærere.

Alle ansøgere skal indsende egen ansøgning. Såfremt man ønsker ophold sammen med andre ansøgere, anføres det i ansøgningen. Oplys samtidig, om der ønskes individuelle værelser, eller om der kan deles værelse.

Man kan søge om at få en partner eller anden gæst med. Det koster omkring 75 kroner pr. dag eller godt 1000 kroner pr måned. Se priser her.

Instituttet råder ikke over en familielejlighed, men ansøgere, som har behov for at have barn / børn med på arbejdsopholdet, har mulighed for at søge forskerlejligheden M1, 1. I så fald skal det anføres i ansøgningen, at man ønsker at medbringe barn under hele eller en del af opholdet.

Kriterier

De indsendte projekter vurderes især på baggrund af projektbeskrivelse. Desuden er det vigtigt, at de formelle krav til ansøgningen er overholdt. Se nærmere i vejledningen nedenfor.

Vejledning til ansøgere

For samtlige projekter lægges der særlig vægt på nødvendigheden af at projektet gennemføres i Athen/Grækenland.

Ansøgningsportal

Ansøgningen udfyldes og indsendes via ansøgningsportalen og består dels af spørgsmål, der skal besvares, dels af projektbeskrivelse, CV og evt. værkliste som skal uploades via portalen. Følg linket.

Du vil blive bedt om at svare på spørgsmål bl.a. om

  • Din beskæftigelse og indkomst. Det bruger vi bl.a. til at vurdere, om du skal tildeles frit ophold eller ophold med egenbetaling.
  • Længden af det søgte ophold, og om der er tidspunkter inden for perioden, du ikke vil have mulighed for at modtage et evt. ophold. Bemærk, at ophold som udgangspunkt har en varighed af 1-2 måneder og vi forventer fleksibilitet i forhold til datoer. Hvis man søger et kortere ophold og / eller specifikke datoer, er der mulighed for at angive det, og i så fald vil man blive bedt om en begrundelse.
  • Projektets relation til Grækenland og eller Middelhavsområdet. Her kan du kort anføre projektets lokale forankring, gerne med oplysninger om nødvendigheden af at projektet udføres i Athen. Det kunne være samarbejdspartnere, brug af forskningsressourcer, biblioteker, museer, sites eller andre lokaliteter.
  • Projektets forventede resultat, fx forskningsartikel, udstillling, værk eller andet. Det gør vi for at sikre, at dit ophold kommer flest mulige mennesker til gode.
  • Praktiske oplysninger, bl.a. om du søger sammen med andre, og om du forventer at få besøg af en gæst. Det er muligt at arrangere besøg senere i forløbet, så svaret er ikke bindende.
  • Referencer: Du vil blive bedt om at angive to referencer med navn og email, som vi vil kunne kontakte mhp. en faglig virdering af ansøgningen.

Projektbeskrivelsen

Tildeling af ophold på Det Danske Institut i Athen baseres primært på baggrund af den indsendte projektbeskrivelse. Projektbeskrivelsen skal være på højst 1 side (med mindre, du søger om artist in residence-opholdet, se mere nedenfor).

De overordnede kriterier for tildeling af ophold er kvaliteten af det skitserede projekt samt dets relation til Grækenlands og Middelhavslandenes arkæologi, historie, sprog, litteratur, billedkunst, arkitektur og/eller kulturtraditioner.
Høj faglig kvalitet prioriteres for både videnskabelige og kunstneriske projekter. Særligt for kunstneriske projekter vægtes endvidere projekter, som har en klart defineret udstillings- og/eller formidlingsstrategi.


Når du skriver din projektbeskrivelse skal du derfor være opmærksom på følgende:

  • Er projektet klart defineret?
  • Er projektet velforberedt? Er der på forhånd f.eks. taget kontakt til personer/institutioner i Grækenland? Er der f.eks. gjort overvejelser om, hvordan sprogbarrieren kan overkommes
  • Er de forventede resultater (f.eks. publikationer, udstillinger, koncerter) klart beskrevet ?
  • Er ansøger kvalificeret til at udføre det pågældende projekt?

Residency-opslaget

I foråret 2026 har vi desværre ikke mulighed for at opslå det 3-måneders kresidency med stipendium. Vi håber at kunne genopslå det senere. Vi opfordrer alle kunstnere til i stedet at søge frit ophold.

Leje for egen regning uden ansøgning

Nåede du ikke ansøgningsfristen, eller har du et spontant opstået behov for et ophold i Athen? Det er altid muligt at henvende sig til Instituttets booking-ansvarlige, Kirsten Sørensen (kirsten.sorensen@diathens.gr) for at høre om der skulle være et ledigt værelse. Vi giver normaltvis ikke ophold af under en uges varighed. Se priser her.

Der henvises endvidere til muligheden for at søge stipendieophold på Det Danske Institut i Rom.