Sanne Hoffmann
Direktør
Sanne Hoffmann er magister i klassisk arkæologi fra Københavns Universitet (2011) og ph.d. fra Århus Universitet (2019). Hun har været projektforsker og postdoc ved Antiksamlingen på Nationalmuseet, og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Hun har deltaget i flere arkæologiske feltprojekter, primært i Grækenland på de danske projekter i Piræus og Kalydon, men også på Cypern, i Italien, Ukraine og Danmark – både over og under vand. Sannes primære forskningsområde er græsk kult, med et særligt fokus på dedikationer og ritualer samt strukturering og brug af det hellige rum. Hun arbejder i øjeblikket på publiceringen af sin ph.d.-afhandling, og er samtidig en del af projektet ”I Gudindens Bolig”, der genskaber Athana Lindia-helligdommen på Rhodos i en virtuel rekonstruktion.
Rasmus Sevelsted
Vicedirektør
Rasmus er ph.d. fra Københavns Universitet og har været ansat som postdoc ved Cambridge University og Københavns Universitet, inden han kom til DIA.
Hans forskning drejer sig om æstetik og kunstteori, særligt kunstens og poesiens rolle i Platons tænkning, og Platons betydning for senere europæisk poetik og æstetisk teori. Han er i øjeblikket ved at afslutte en monografi om kunst og æstetisk teori i Platons Staten.
Rasmus har desuden publiceret om 1800-tallets hellenisme og Platons reception i tysk og dansk teori (især i Kierkegaard), og han har udgivet om og undervist i græsk poesi og filosofi, æstetisk teori, køn og seksualitet samt oversættelse og oversættelsesteori. Han har oversat flere græske forfattere til dansk, bl.a. Platon og Sappho. Hans forskning ved Det Danske Institut i Athen undersøger idéen om Grækenland i 1800-tallets tyske æstetikteori,og hvordan forestillingen om Grækenland og græsk skønhed prægede danske romantiske intellektuelle og digtere i 1800-tallet og frem.
John Lund
Arkæologisk konsulent & Enbom Fellow
Magister i klassisk arkæologi (1977) og Bachelor i Grækenlandsstudier (2013) fra Københavns Universitet, hvor han blev dr.phil. i 2016. – John Lund har siden 1997 været seniorforsker ved Antiksamlingen på Nationalmuseet og har deltaget i arkæologiske feltprojekter i Grækenland, på Cypern, i Tunesien og Tyrkiet.
Panagiotis Athanasopoulos
Carlsberg Fellow
Panagiotis Athanasopoulos, Carlsberg Fellow (fra 1. februar 2020)
BA (2005) i Arkæologi fra Thessali Universitet (2005) og MA (2008) i maritime arkæologi fra University of Southampton. Siden 2005 har Panagiotis Athanasopoulos været arkæologisk medarbejder og viceprojektleder af Zea Harbour Project i Piræus (DIA), og fra 2012 har han arbejdet som digital arkivar ved Agora-udgravningerne i Athen (ASCSA). I 2013 blev han viceprojektleder af Lechaion Harbour Project – et samarbejde mellem Undervandseforatet, DIA og Københavns Universitet under ledelse af Dr. B. Loven and Dr. D. Kourkoumelis. Derudover har han arbejdet på en række maritime og landbaserede projekter i Grækenland og udlandet.
Panagiotis’ primære forskningsfokus er antikke havne i det østlige Middelhavsområde, herunder samspillet mellem landskab, hav og havnekonstruktion/arkitektur. Han arbejder i øjeblikket på en interdisciplinær publikation af de dansk-græske udgravninger i Lechaion, Korinth med fokus på anvendelsen af træ i havnekonstruktionen.
Benjamin Pedersen
Carlsberg Fellow
Benjamin Pedersen er cand.mag. (2013) og ph.d. (2018) fra Syddansk Universitet på en afhandling om universalhistoriens ophav, natur og udvikling i hellenistisk historiografi (Universal Historiography: A Study in the Advent, Nature, and Development of Ancient Universal History).
I årene efter var han postdoc ved Syddansk Universitet og University of Glasgow støttet af Danmarks Frie Forskningsfond om den antikke græske lokalhistorie (Polis Histories and Local Identities: Historiographical and Philosophical Innovations in the Age of Glocalization, c. 400-200 BCE). Projektet søgte at skabe en mere fundamental forståelse af hvordan historikere skabte en kollektiv identitet omkring den græske bystat som historisk og politisk institution, og hvordan en sådan lokal identitet blev forankret i en ny global virkelighed i det 4. og 3. århundrede f.Kr.
I 2024 og 2025 er han tilknyttet Det Danske Institut i Athen med et forskningsprojekt støttet af Carlsberg om Aristoteles’ indflydelse på hellenistisk historieskrivning (Philosophizing History: The Impact of Aristotelian Thought on Hellenistic Historiography). Projektet undersøger hvordan filosofiske ideer og koncepter påvirkede den efterfølgende historieskrivning, og hvordan forbindelsen mellem filosofiske innovationer og den historiske udvikling ændrede historiografiens natur i den hellenistiske periode.