Ansøgning om guidetilladelse (Under ændring)
Skal I på studietur til Athen eller et andet sted i Grækenland og vil du som underviser have mulighed for at "guide" dine elever på de respektive arkæologiske områder, så er det nødvendigt at vi på forhånd har adviseret de græske myndigheder herom. Det kalder vi en guidetilladelse i uddannelsesøjemed.
Proceduren for at opnå tilladelse i øjeblikket er under ændring fra de græske myndigheders side. Tag derfor kontakt til Instituttet i god tid inden afrejse for at høre nærmere. Vejledningen nedenfor er af samme årsag den gamle vejledning. Den nye vil blive lagt ud, så snart Instituttet har modtaget den.
Vejledning
Senest en måned inden afrejsen sender uddannelsesinstitutionen en pdf-fil til DIA. Filen indeholder følgende tre dokumenter på engelsk:
- Et brev fra universitetets/gymnasiets dekan eller rektor der bekræfter:
a) at lærer XX er ansat ved nævnte universitet/gymnasium
b) hvilket fag læreren underviser i
c) at læreren selv agter at guide X antal egne studerende/elever i X periode og
d) at læreren ikke modtager ekstra honorar for at guide - Et program i punktform over de arkæologiske områder og museer man agter at besøge med angivelse af dato for hvert enkelt besøg. Andre ikke-arkæologiske besøgsmål samt øvrige programpunkter bedes ikke anført.
- En liste med de deltagende elevers navne, deres elevnummer (hvis skolen ikke benytter elevnumre, så numerér eleverne fortløbende) samt deres fødselsdato. Endvidere anføres de ledsagende læreres navne.
Det er vigtigt at alle tre dokumenter er skrevet på engelsk, og at uddannelsesinstitutionens stempel og underskrift er påført.
HUSK at samle alle tre dokumenter i en enkelt pdf-fil. Filen sendes til dameep@culture.gr eller Det Danske Institut.